DayZ

I am dead.

I am lying in an apartment block somewhere in Russia.

I was heading for the roof to have a look around. half way up the ladder I fell.

A glitch. A wrong push of the button. And two broken legs.

I crawled down for flights of stairs. I got all the  way to the door.

Two men approached, they were not there to help.they had guns.and they had bullets.

I am dead..                         

In my most successful and longest-running game of DayZ this is how it all came to close.

The game is still in its early beta so a great deal of things is going to change, hopefully.

The game does not feel complete yet. The game has not been very consistent the times I have played it. And it still suffers from untimely server crashes.

It is constantly getting improved and the things I find problematic might change in the final game.

It has all the seeds to be a great game.

The times I played it though I felt a bit like the undead I was trying to avoid. I couldn‘t quite figure out what or why I didn‘t enjoy the game I have been told was so great.

In this analysis I will try to explain why.

Analysis

 

I am going to use Calleja’ model of involvement in the analysis.

in it there is six types of involvement.

here follows a quick summary of the six types.

1:

Kinesthetic involvement

„freedom of action allowed and the difficulty of the learning curve of the controls involved as a major influence on the players involvement in the game environment“

2:

Spatial involvement

 „The spatial involvement concerns players engagement with the spatial qualities of the virtual environment in terms of spatial control navigation and exploration.“

It is also the process of internalizing the game space and giving players a sense of inhabiting the game world, basically a sense of place.

3:

Shared/social involvement

„The engagement derived from players awareness and interaction with other agents ... these agents can be human or computer controlled“

4:

Narrative involvement

„The engagement with story elements that have been written into again as well as those that emerge from player interaction with the game.“

5:

Affective involvement

„Encompasses various forms of emotional engagement that. Emotional engagement can range from the calming sensation of coming across an aesthetically pleasing space ... to the adrenaline rush of an competitive first-person shooter.“

6:

Ludic involvement

„players engagement with the choices made in the game and the repercussions of those choices.

the choices can be directed at the goal given by the game but also the goal decided by the player or a community of players.

it also encompasses choices made on the spur of the moment without relation to any overarching goal.“

Are you in the zombie apocalypse?

I‘m not sure I am. I‘m going to figure out why.

This is a prioritized list of the involvement types in DayZ.

It is subjective and based on my personal experience of the game.

My experience is limited to four sessions consisting of 3 to 4 hours of gameplay.

And as the game is still in beta my listing could change dramatically in the final game.

I will go through them one by one and explain why I have prioritized them as I have. Then I will see why and if the game failed to involve me.

Spatial involvement.

affective involvement

shared/social involvement

ludic involvement

narrative involvement

kinesthetic involvement

the first is

Spatial involvement:

The navigation and exploration is interesting in the game.

There is no mini map. If you find a map you can look at it, it does not tell you where you are so navigation is handled in a way like real life.

Navigation is hard you can easily be turned around so you have to look at the landmarks and signs. All the signs in Russian which complicates things even more.

A lot of the game have you exploring the countryside. the exploration is necessary for survival.

Your avatar needs to drink and eat. and scavenge useful materials and of course weapons. to defend himself from the undead and the other players.

The game engine makes the world look realistic or enough like the real world and that makes the navigation and exploration engaging. You can spot at building or maybe a crane in the distance and make your way to it. The buildings and the small towns are laid out in a familiar and recognizable pattern. We know how to navigate these things in real life and it makes the game space feel real.

It helps you internalize the game space and involve you in the game.

Some things does break your suspension of disbelief and makes the game feel very much like a game and one in beta at that.

You can walk into the house go through rooms, rummage through the kitchen, bookshelves, and take books and clothes and hopefully food.

Walk down the street into the next house and the interior is an exact copy of the other house.

When you have done this three of four times the houses doesn‘t seem like real places more like similar mystery boxes that can be filled with useful stuff on nothing at all.

A lot of doors in this part of Russia is locked for no apparent reason. Sometimes none of the entrances in the house work. Or maybe only one way in is viable.

In one of my game sessions I followed a road through the woods and apparently literally walked off the map. After running through empty and barren hills for 10 minutes. I walked back, all the way back to the forest and the game space.

You don‘t feel constrained, or at least I did, in your exploration of the game space. I did not realize I had walked off the map which can be seen as a boon and not a disadvantage to the spatial involvement.

I would have noticed if I had walked into and invisible barrier. but would have found it just as confusing. The game space seems real so it is only in the instances where it is not, that I realize how spatial involved I am.

Affective involvement:

It is by the same token the affective involvement is high up on my list.

The game‘s sense of place spills over into affect involvement. the sun on the hills, the insects and birds along with the sleepy seaside towns, the air field, factories and military bases.

It all adds emotional engagement. We know most of these things from real life and to see them abandoned with undead littered around brings the game alive.

There is also moments of adrenaline, when meeting a zombie without carrying a weapon. Or the moment when you meet another players avatar and you don‘t know whether they will be friend, or Foe.

that neatly brings us to

Shared/social involvement:

The interaction with other agents in the game is a huge of what the game is about.

In the zombie fiction the social aspect and group dynamics are important. people together fighting against the end of the world and each other.

In the game of DayZ it becomes part of the game.

The other players will want your stuff, or sometimes they will want to help you to increase their own and your chances of survival. I never met anyone who tried to help me.

Every meeting with another player was interesting, and a bit scary. I only met a group of people once, and they shot me immediately.

But all the other encounters and it would be running away with killing the other player which is not the most interesting outcomes.

The social aspect is a big part of the game as it is and will be an very important part of the final game.

It will be very engaging to survive in the game world with your friends. If you manage to find them.

The only other agents in the world are the undead. And every interaction with them are the same. You either fight them and die or survive or you can just run away.

But always know that the undead can pop up at any time. As long as you don‘t have a weapon that is scary and engaging but as soon as you get a moderately good weapon the thought of meeting a undead is nonproblematic, even trivial.

next is the

Ludic involvement:

Planning is also a big part of the game. The immediate problem that faces the player is getting food, water and a weapon.

Food can be found but it has not really to do with the choices you make. It comes down to blind luck.

The same can be said about water and weapons.

You can also survive for a long time without food and water.

The game does not give you any goals, really. And I never felt I had to make any really meaningful choices.

I just mostly wandered around. And that is not that interesting.

Next I put the:

Narrative involvement

There is no scripted narrative in the game.

It is possible to experience interesting moments in the game. And that can constitute a story, as is clear in my intro.

The spatial and affective involvement could also be experienced as a emergent narrative.

But most of the time when I have played the game, not enough interesting things have happened.

Nothing that could constitute a narrative, or an engaging one.

Lastly we have the:

Kinesthetic involvement

The kinesthetic involvement is not something I would highlight as positive. The game lets you do a wide range of things. But knowing exactly what button to press can be hard and frustrating to figure out. And mastering these controls is not something that would give not a huge amount of involvement or pleasure.

The controls are still clunky and being good at controlling your avatar will not give you a huge advantage against zombies or the other players.

Looking at the game in this way has helped me understand why I did not find the game very engaging.

I feel the gameplay is clunky and not really that engaging. Wandering around the Russian countryside while being hungry and thirsty, is about as much fun as it sounds.

The undead and the other inhabitants of the world should serve to make the experience more interesting. But the zombies is not something you need to plan for and are not that big of a threat.

And other players few and far between and I have always been able to run from them. Except when I broke both legs.

The game mechanics are still a bit difficult to figure out, it is not always clear what you can do and how. That will hopefully be fixed when the game actually comes out.

An End

What I found interesting and engaging was the game world itself. The world is realized very well it feels and looks real, trying to figure out where you are and where you can go and more important where you should go is the most engaging part of the game.

Looking at real map of the place I was walking around with my virtual counterpart was the part that gave me most pleasure.

Just trying to figure out where I was planning where to go.

And the desperate hope of reaching a far-flung part of the world to get that one piece of supply was what kept me going through the desolate and quite frankly boring Russian countryside.

Survive

Don’t Starve is a game about survival. It came out in 2013 and was made by Klei Entertainment. The goal is to not starve, of course. Well it’s harder than it sounds.

I’m huddled by a fire. In the dead of night. I ate some raw monster meat. That was bad for my stomach and my mental health. I might be going mad. I’m being hunted by some kind of demonic shadow hound.

It’s circling me. It’s is not shadow anymore, It is real. I ready my homemade spear. The Hound pounces.

I die.

That’s how I died in my longest running game of Don’t Starve. I survived for about two weeks.

The Game-structure, Game-world and Gameplay works together and underlines the theme and creates a real experience of survival.

This in a beautiful, odd and creepy world.

Don’t Starve is a really good game…

Don’t Starve

In the beginning of the game you can only play as Wilson the Gentleman Scientist. You unlock other characters the longer you survive.

When you start a game you wake up in a field with a man standing over you saying: “you better find something to eat before night comes”. That is the only information you get. Now it’s all a matter of surviving.

In the top right corner you have a clock counting down to evening and the night. It also tells you how many days you have survived thus far. There is also a counter showing your health, hunger and sanity.

In the bottom of the screen there is an inventory and a map. The map only shows what you have explored so far. In the beginning it’s a depressing sight filled almost exclusively with black.

There is a toolbar in the left side of the screen with different menus: tools, light, survival, science, fight and dress.

And that is all the information the game-world gives you. That’s a problem if you want to live… And that is one part that makes the game great.

Survival

Survival takes skill, knowledge and luck.

The gameplay doesn’t require much skill. The skills are represented by what you can craft. But you have to figure out what to craft and why.

The game doesn’t give you any knowledge about anything. You don’t know what things are good for what, you only know what can be used to craft things.

Luck is represented by the random generated world.

The game gives you minimum information about the game-structure. At first you don’t know that will happen and why.

It is not that the gameplay is particular hard. It consist of running around collecting things and interacting with objects.

When the cursor hovers over an object some text appears. It tells you what you can do. Like “pick grass” or “examine”.

When you have collected enough of a resource it can be used to craft new items.

In the different menus you can see what can be crafted from what.

In tools you can build an axe from sticks and stones. This in turn can be used to chop down trees. The wood can then be used to build a fire.

The gameplay is thus a race to gather resources. To obtain new resources. To be used to gather new resources.

A race because you always have to build a fire when night comes.

If you don’t have a fire at night something bad will happen you don’t know what.

The game-world is divided into Day and Night. At night the character is forced to make a fire and stay close to the light. Or he will die. You don’t know that untill it happens.

So you never know the rules of the game you are playing.

Which is the problem with survival in the real world. You never know what can happen and what consequences your choices will have for your chances of survival.

But you learn the more you play. And when you die you are dead and have to start over.

The game is puzzle. An interesting Puzzle albeit the same puzzle every time.

You know nothing

That is not true you know some things. You know you have to eat something or you will starve. It’s in the title. And you know you have to have a fire at night. Your avatar will tell you if you don’t have a fire and night is coming.  Other than that you have no knowledge. The game-world tells you nothing about how to play the game. It’s hard to know what you should do. Harder still to know what is best to do. You only know what you can do.

That’s is the one thing the game does to help you. You always know what you can do.

When something in one menus can be crafted that particular menu turns green.

The game-world always tells you as little as possible about the game-structure. So there is nothing to inform your gameplay.

That is what makes the game so hard which fits perfectly with the theme and title.

The gameplay in the end becomes trying to figure out the game-structure and that is what you use to form strategies. Every time you die and you are going to die a lot you learn something new and can probably survive a bit longer next time.

When you have died a couple of times you will form your own strategies for effective survival.

You will know what to do. Find particular resources and craft certain items in order of importance. According to your strategy.

When you have done whatever you set out to do. You have a new problem. What to do next.

The world

The world is a cute cartoony looking world.

All the animals, the plants and the avatar have the same cartoony look. But something is a bit off.

You come upon weird altars with pigs’ heads on spikes. And you can find things like evil flowers and wormholes.

Your avatar and all other creatures in the game is drawn in the same cartoony style. But it looks more like it was drawn by a disturbed kid than Walt Disney.

The game world shows you and tells you that it’s a dangerous place and surviving will be hard. And you believe the avatar when he tells you that you should build a fire.

But again you don’t know what the different things does. You don’t know the rules of the world or the game-structure.

You figure this out by playing the game. The pig-altars brings you back from death. So basically gives you an extra life. Which comes as an unexpected but welcomed surprise the first time that happens.

The look and style underlines the inherent danger of the world.

You never know what tree is really a monster waiting kill you.

It all fits together

The gameplay quickly becomes figuring out strategies for survival. You try to figure out the game-structure to “beat” the game.

The style and look of the game underlines the dangers and the sense that you don’t quite know what’s going on.

The puzzle that is the game becomes the fight for survival. It’s always the struggle to get the upper hand and “beat” the game that makes the game so interesting.

The sense of superiority and accomplishment when the timer ticks across to a new day is a fantastic feeling.

PS:

Now the game have a excellent expansion called Reign of Giants. Buy it!

tilbage med ændringer

jeg vil begynde at skrive herinde igen.
Men det meste vil nok være på engelsk fremover. det er sådan mit studie foregår.
Alle mine tanker omkring spil, mit studie, er dog ikke lige relevante på et universitet.
så That's no moon, vil være mere eller mindre ufiltrerede tanker om spil, spildesign, rollespil, film, tvserier, tegneserier og general popokultur

så here goes...

Nobody's Fault

house 8.11
"Nobody's Fault" 6 feb

Sæt et kryds i kalenderen tv fans, den 6 feb. 2012 toppede House. Det tog dem omkring 8 år, men denne 8, og sidste, sæson er den bedste indtil nu.

Efter denne sæson er Hugh Laurie færdig med House og da dette så bliver den sidste sæson virker det som om holdet bag tør tage nye chancer og udforske nye ting, eller i hvert fald se tingene fra nye vinkler.
Lisa Edelstein der spillede Cuddy valgte at lade være med at forlænge sin kontrakt til en 8. sæson og derved blev hendes karakter skrevet ud.
Med Cuddy væk, er der ingen love interest for House og derfor bliver vi tvunget til at udforske andre sider af House. Forfatteren bliver rent faktisk nødt til at finde på nye ting og kan ikke bare falde i Ross og Rachel fælden.

Den nye sæson viser rent faktisk ændringer i House. Det er ikke nye sider der kommer frem, men vi får set tingene fra andre vinkler og på nye måder.
Der har været rigtig gode sæson åbninger og sæson afslutninger før, hvor House er blevet nødt til at ændre sig og derfor udvikle sig. Det har for det meste været noget med hans misbrug at gøre.
Men han er næsten altid faldet tilbage og gået tilbage til bare at være House igen.
I den nye sæson kommer vi mere ind under huden på House.

Det nyeste afsnit “Nobody’s Fault” er et rigtig godt eksempel og et rigtig godt afsnit.


8.11
Plottet er et mysterium, eller rettere to.
Et mysterie og en sag som altid.
Afsnittet starter med et billede af en vild scene uden lyd. En hospitalstue i kaos og blod på gulv og vægge. Mysteriet er så at vi prøver at finde ud igennem afsnittet hvad der sket.

Som sædvanlig er der også en patient med et problem.
i afsnittet er House og de andre læger midt i en diciplinær høring foretaget af en anden læge spillet af...
Høringen prøver at fastslå hvis skyld det der er sket er. Vi får forskellige vidneudsagn fra de forskellige læger på holdet, der alle fortæller om en sag der er gået grueligt galt.

Mysteriet ligger i at finde ud af hvad der er gået galt og hvorfor, samtidig med som sædvanligt at finde ud af hvad der er galt med patienten.

Først efter 20 minutter finder vi ud af hvad der i virkeligheden er sket. Det gør dog ikke spændingen mindre. Spændingen i at finde ud af hvad der er sket bliver afløst af forventningen eller frygten for hvad der skal til at ske.
Dels fordi det der sker er spændende, men også fordi handlingen sætter karakterene på prøve og deres reaktioner og svar under høringen og deres handlinger senere i afsnittet siger os rigtig meget om dem.

Det er noget helt andet at se dem sætte ord på deres følelser og handlinger i stedet for kun at se dem gøre det.

Gæstekarakteren; Dr. Walter Cofield spillet af Jeffrey Wright (Quantum Of Solace, Source Code) er vigtig.
Hans spørgsmål går tættere på karakterene end sædvanligt da hovedpersonerene er i en presset situation han kommer til dem som ligeværdig, men også fra en position med magt.

De fleste gæste karakterer plejer endten at være patienter eller pårørende og kommer derfor fra et helt andet sted og har en helt anden indvirkning på hovedpersonerne, især House.

ved hjælp af Cofields spørgsmål bliver handlingen uddybet. når vi som seere ikke kan interagere med serien kommer vi igennem hans spørgsmål tættere på. Han spørger, så og sige for os.

Humoren er stadig en stor del af serien og også af dette afsnit. Her træder det bare mere i baggrunden og det klæder serien rigtig godt synes jeg. Det er stadig vigtigt og helt klart også meget til stede, bare på en lidt mere afdæmpet måde.

Cinematografien har også ændret sig igennem sæsonerne, her i 8. sæson er den blevet mørkere. Det er afsnittet et godt eksempel på.
Det er som sagt mørkere og farverne er mere afdæmpede, det hele er filmet noget mere thrilleragtigt. I flashbacksne er lyset anderleders og farverne er lysere og hele cinematografien er mere diffus.

Vejret bliver også aktivt brugt ligesom i mange kriminal thrillerfilm. Brugen af vejret minder ret meget om Se7en.

Meget af afsnittet der foregår i “nutid” foregår på hver sin side af et skrivebord. Det kan virke knap så thrilleragtigt, men fungerer faktisk rigtig godt og for mig til at tænke på The Social Network.
De to David Fincher film jeg nævner er begge to fantastiske film og jeg tror aldrig en tv-serie vil kunne leve op til sådanne film. Det er kun for at give et bedre billede af hvordan afsnittet er lavet og hvad det handler om. Det er dog rigtig modigt at folkene bag House tør at sigte højt og lave ændringer så sent i serien.

The Inside Job

Jeg ved ikke meget om finans, det har aldrig rigtig interesseret mig og jeg har aldrig følt et stort behov for at vide mere om det.

Det ændrede sig dog da det vi idag kender som finanskrisen indtraf. I perioden lige efter kunne man ikke undgå at høre om finans, finanspolitik osv.
Alle nyhedsmedier fortalte og prøvede at forklare hvad der var sket, hvordan det var sket og hvorfor.
Jeg som så mange andre så til med lige dele forvirring og forargelse.

Hele finansområdet er mere komplekst og globalt end de fleste havde forstillet sig.

I nyhedsmedier fik vi at vide at det var problemer i den amerikanske finanssektor som havde skabt den største finansielle krise siden den amerikanske depression.
Jeg forstod aldrig helt præcist hvad der var sket, jeg må ærligt indrømme at jeg stadig ikke helt har styr på hvordan det gik til.

Sidste år (2010) udkom den amerikanske film “The Inside Job” Filmen gik senere hen og vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm.
Filmen prøver at undersøge og forklare præcis hvad der skabte finanskrisen i USA og derved resten af verden.
Filmen forklarer ikke bare hvad der skabte finanskrisen i USA, men også hvad der ligger til grund for at det overhovedet kunne ske og hvorfor at der ikke blev gjort noget for at stoppe det i tide.

Filmen er en klassisk undersøgende dokumentarfilm som dem vi kender fra nyhedsindslag og fjernsyn generalt.

Filmen er rigtig flot især i sin blu-ray udgave med rigtig flotte billeder af skyskraberne i New York.
Vigtigere giver den også et rigtig godt indblik dens emne og forklarer alting grundigt uden at det bliver for belærende.

Der er rigtig mange interviews uden at man nogensinde ser intervieweren, hvad man også kalder talking heads.

Filmen starter med en slags rammehistorie der handler om Islands store økonomiske opsving og følgende kollaps, et kollaps der skete før selve finanskrisen og næsten ruinerede den Islandske stat.

Rammehistorien fortæller hvordan kæmpe investeringer fra private bankmænd og deregulering fra statens side endte katastrofalt for den islandske befolkning.

Historien fungerer som et spejl på situationen i USA. Selvom USA og Island er meget forskellige lande er der mange ligheder mellem begge finanskriser.

Først efter ramme historien starter filmen rigtigt og bliver ved indtil den har undersøgt næsten alle aspekter af den amerikanske økonomis krise.

Matt Damons stemme er brugt som fortæller. For mig et lidt mærkeligt valg, men det fungerer fint og man tænker ikke videre over det efter de første par minutter.
De mange talking heads er fra begge sider af sagen, hvis der overhovedet er to sider i en sag som denne.
Der er folk fra bankverdenen og forskellige regeringer. Der er folk fra de store bankfirmaer der var med til at starte krisen og folk hvis job det var at regulere sektoren.
Behandlingen virker rimelig fair, selvom det som altid er svært at sige.

Intervieweren virker som om han har den samme blanding af forvirring og vrede som de fleste andre “normale” mennesker fik pga. krisen. Samtidig virker han også meget vidende og ingen slipper afsted med at tale udenom eller sige noget direkte forkert. Alle interviewsne virker også rimelig fair og alle får lov til at tale ud.

Interviewsne svinger fra højtprofilerede personer så som, den tidligere guvenør fra New York, Elliot Spitzer, til det noget mindre glamourøse. Der er f.eks. et interview med en bordelmutter.

Filmen er delt ind i dele som dækker tidsperioder, så man får et godt indblik i hvad der er sket og hvordan det udviklede sig som det gjorde.

Der er også gode grafiske fremstillinger der forklarer hvordan de forskellige lån og finanstricks virker.

Jeg mener helt klart Inside Job fortjente sin Oscar.
Det er en vigtig film især i den tid vi lever i, men endnu vigtigere er det en god film der kompetent beskæftiger sig med og forklarer sit emne.

Jeg blev efterladt mere vred og chokeret efter jeg havde set filmen, men til forskel fra før ved jeg nu hvorfor.

Oscar 2011

I aften afholdes Oscaruddelingen for treogfirsindstyvende gang, det ser jeg som et perfekt tidspunkt for at træde ind i blogosfæren igen.
Her følger mine forudsigelser.

PICTURE:
Black Swan
The Fighter
Inception
The Kids Are All Right
The King's Speech
127 Hours
**The Social Network**
Toy Story 3
True Grit
Winter's Bone

Igen i år består kategorien “Bedste Film” af 10 film. De er alle sammen gode film og har en chance for at vinde, men der er nogle der klart skiller sig ud.
Toy Story 3 kan vi straks udelukke, en animeret film har aldrig vundet bedste film og filmen er nok kun nomineret for at vise at man tager genren seriøst.
Inception, The Kings Speech og The Social Network er nok de bedste film i kategorien af forskellige grunde.

Inception er skrevet og instrueret af Christopher Nolan og er endnu en gang dybt original. Selv om ideen og historien er svær at videregive uden at den bliver umulig at forstå, formår Nolan at lave en letforståelig actionfilm og samtidig en dyb fortæling der handler om noget.
Jeg synes klart at Inception fortjener en Oscar og Christopher Nolan er før blevet forbigået. Inception var for mig en af de bedste film i år, jeg ville blive glad hvis den vandt, men det er ikke særlig sandsynligt.

Vinderen bliver højt sandsynligt The Social Network eller The Kings Speech.

Når man ser titlen til The Kings Speech og hører hvad den handler om, en konge der skal lære at tale til sit folk, virker filmen umiddelbart ikke særlig nærværende. Der er ikke mange konger i verdenen. Filmen handler mere om kongens taleproblemer og grundene hertil. Det bliver meget nærværende og der er suspense til sidste scene. Til tider kan filmen virke lidt sløv, men der sker hele tiden noget.
Der er stor sandsynlighed for, at The Kings Speech går hen og vinder, men jeg ville sætte mine penge på The Social Network.

The Social Network er på mange måder ikke lige så nærværende som The Kings Speech, nogle af karakterne er rent faktisk sværere at relatere til end den engelske konge. På overfladen virker den dog mere tilgængelig da den handler om Facebook, men det man ser er unge utilpassede genier. Filmens tema og karakternes problemer er rimelig universelle og nemme at relatere til. Filmens historie er ikke bedre end den i The Kings Speech, men jeg synes filmen er mere gennemført. Med det mener jeg at hver enkelt del af filmen er mere gennemført. Skuespillet er godt, musikken er god, billederne er flotte, der er kælet for alle detaljer og derfor fortjener den at vinde.

DIRECTOR:
*’Darren Aronofsky - Black Swan**
David Fincher - The Social Network

Tom Hooper - The King's Speech
Joel & Ethan Coen - True Grit
David O. Russell - The Fighter

Bedste Instruktør er en lidt nemmere kategori i år.
Vi kan nemt sortere Tom Hooper, Coen-brødrene og David O. Russell fra.
Coen-brødrene er dygtige instruktører, men for det første er det ikke deres bedste film, og de gør sig også for det meste bedre som manuskriptforfattere end instruktørere. De 2 andre har ikke lavet så meget før og slet ikke på det her niveau. Så valget står mellem Fincher og Aronofsky.

David Fincher er altid dygtig og har vundet tidligere. Han har gjort det godt i år med The Social Network, men det er ikke noget ekstraordinært. Han har ikke strukket sig så langt, han har ikke gjort mere end han plejer.

Darren Aronofsky har næsten kun lavet gode film og han har selv vundet for få Oscars ift. hans arbejde. Hans skuespillere yder altid deres bedste og nogle gange meget mere end man troede muligt. Black Swan må være en af de dårligste film fra Aronofsky, det siger dog ikke så meget, da hans film altid er på et højt niveau. Der er mange ting jeg ikke synes fungerede i Black Swan, hele retningen der blev taget med filmen synes jeg ikke ydede manuskriptet retfærdighed. Hvad han får ud af sine skuespillere er til gengæld imponerende.
For mig er det klart, at han skal have Oscaren.

Jeg synes det er mærkeligt at der ikke er plads til Christopher Nolan i denne kategori. Jeg synes snart han fortjener en Oscar for bedste instruktør.


ACTOR:
Javier Bardem - Biutiful
Jeff Bridges - True Grit
Jesse Eisenberg - The Social Network
**Colin Firth - The King's Speech**
James Franco - 127 Hours

I Bedste Mandllige Hovedrolle er der kun virkelig dygtige skuespillere og de fortjener alle at vinde. Colin Firth gør det rigtig godt i The Kings Speech. Han formår at menneskeliggøre kongen Der står ingen steder i manuskriptet hvornår kongen stammer, det er Colin Firth selv der stammer, der hvor han synes det giver mening for karakteren.
Colin Firth fortjener klart at vinde, og det trot jeg også, at de andre skuespillere synes.

Jeg så dog gerne at Jesse Eisenberg blev anerkendt for hans skuespil, han gør det altid godt og The Social Network er ingen undtagelse.

ACTRESS:
Annette Bening - The Kids Are All Right
Nicole Kidman - Rabbit Hole
Jennifer Lawrence - Winter's Bone
**Natalie Portman - Black Swan**
Michelle Williams - Blue Valentine

I de Bedste Kvindelige Hovedrolle er der nærmest ingen konkurrence, den vinder Natalie Portman. Jeg ville i hvert fald blive meget overrasket hvis hun ikke vinder. Som sagt formår næsten alle skuespillerne i Black Swan at præstere noget ekstraordinært.

Af de andre i kategorien synes jeg Michelle Williams gør det bedst. Hun går ud over det hun plejer. Nicole Kidman er også god i Rabbit Hole, men ikke mere end hendes gennemsnit.
Annette Benning gør det også virkelig godt i The Kids Are All Right og jeg tror, det er hende der har fået næstflest stemmer.


SUPPORTING ACTOR:
**Christian Bale - The Fighter**
John Hawkes - Winter's Bone
Jeremy Renner - The Town
Mark Ruffalo - The Kids Are All Right
Geoffrey Rush - The King's Speech

I Bedste Mandlige Birolle er der heller ikke noget at rafle om, den vinder Christian Bale.
Christian Bale er altid vildt dygtig, og det han gør i The Fighter noget han ikke har gjort før. Han gør det rigtig godt, men han rykker sig ikke så meget. Han vinder, fordi han indgyder respekt i skuespiller verdenen. Han kan ændre sin kropsbygning fuldstændig fra rolle til rolle, og det er imponerende, men det er ikke så fedt at vinde en Oscar på at tabe sig.

SUPPORTING ACTRESS:
Amy Adams - The Fighter
**Melissa Leo - The Fighter**
Helena Bonham Carter - The King's Speech

Hailee Steinfeld - True Grit
Jacki Weaver - Animal Kingdom

Bedste Kvindelig Birolle er lidt sværere at forudsige.
Det er højst sandsynligt en af dem fra The Fighter der vinder.
Helena Bonham Carter er nem at overse i The Kings Speech.
Hailee Steinfeld gør det godt, men hun er for ung og har ikke rigtig været med i nogle film før. Hun er nok en af Hollywoods næste darlings. Jeg var overrasket over hvor godt hun gjorde det i True Grit over for Jeff Bridges og Matt Damon.
Det bliver enten Amy Adams eller Melissa Leo, jeg er meget i tvivl, men jeg vil gætte på Melissa Leo.

Jeg synes Jackie Weaver gør det rigtig godt i Animal Kingdom og hun fortjener at vinde, men jeg tror Animal Kingdom er en for smal film.

ORIGINAL SCREENPLAY:

Mike Leigh - Another Year
Scott Silver & Paul Tamasy & Eric Johnson - The Fighter
Christopher Nolan - Inception
Lisa Cholodenko & Stuart Blumberg - The Kids Are All Right
**David Seidler - The King's Speech**

Det Bedste Originale Manuskript er også en ret åben kategori.
Da jeg ikke har læst alle manuskripterne er det lidt svært for mig at udpege en vinder. Men jeg har læst anmeldelser af dem alle, og der er nogle der kan sorteres fra.
Valget står højrst sandsynligt mellem The Kings Speech og Another Year.
De andre manuskripter er for rodeede og har ikke en helt klar struktur.

Der er ingen diskussion at Inception er det mest originale manuskript, men ikke det bedste manuskript. Nogle manuskripter er meget mere film end det er manuskript.

ADAPTED SCREENPLAY:
Danny Boyle & Simon Beaufoy - 127 Hours
**Aaron Sorkin - The Social Network**
Michael Arndt - Toy Story 3
Joel Coen & Ethan Coen - True Grit
Debra Granik & Anne Rosellini - Winter's Bone

Hvis The Social Network havde været et originialt manuskrip og ikke et tilpasset manuskript, havde valget i original manuskript været mellem The Kings Speech og The Social Network. Men heldigvis er de nominerede i hver deres kategori, så de begge 2 kan vinde.
The Scial Network er rigtig godt skrevet, alle dialoger og scener er fuldstændig gennemtænkt, man kan se at Aaron Sorkin har fuldstændig styr på hvad han laver.

ANIMATED FEATURE:
How to Train Your Dragon
The Illusionist
**Toy Story 3**

I år kunne det rent faktisk være muligt at Pixar ikke går hen og vinder.
Toy Story 3 er ikke den bedste Toy Story film og derfor heller ikke den bedste Pixar film, det er som om de er gået lidt tilbage. De første Toy Story film er ikke helt i samme stil som de nye Pixar-film så som Wall-E og Up. Det er lidt blevet en blanding af de “nye” Pixar-film og de “gamle” Pixar-film.

How To Train Your Dragon var en rigtig god film og nok den bedste Dreamworks animationsfilm jeg har set. Den har nok også en god chance for at vinde, men jeg tror stadig det er Toy Story 3 der vinder.

The Illusionist er en fransk animationsfilm fra de samme folk bag Trillingerne Fra Belleville. Den bygger på et manuskript fra fransk komiks konge, Jacque Tati.
Den er vildt flot og har rigtigt fed fortællerstil. Den er lidt anderledes end de animationsfilm man er vant til, da den rent faktisk er rigtig sørgelig og humoren bliver mere brugt til at fortælle noget, end bare at være sjov.
Jeg vil aller helst se at den vandt en Oscar men det virker meget usandsynligt.

FOREIGN LANGUAGE FILM:
Biutiful (Mexico)
Dogtooth (Greece)
**In a Better World (Denmark)**
Incendies (Canada)
Outside the Law (Algeria)

Denne her kategori har jeg kun taget med fordi Danmark er nomineret. Jeg ved ikke hvor sandsynligt det er at Hævnen vinder, men den vandt en Golden Globe og det plejer at betyde at man har en god chance.

CINEMATOGRAPHY:
Matthew Libatique - Black Swan
Wally Pfister - Inception
**Danny Cohen - The King's Speech**
Jeff Cronenweth - The Social Network
Roger Deakins - True Grit

DOCUMENTARY FEATURE:
Exit Through the Gift Shop
Gasland
**Inside Job**
Restrepo
Waste Land

I år er dokumentarsfilmskategorien af rigtig høj kvalitet.
Jeg tror at valget står i mellem Inside Job og Restrepo. De er begge to tilstrækkelig politiske og de har en klar morale. Jeg synes at Inside job er bedst og jeg tror Restrepo er for politisk, det er et meget betændt emne den tager op. Den handler om krigen i Afghanistan. Inside Job handler om finanskrisen, hvor de fleste er enige om hvad der gik galt, og det har en mere veldefineret historie pga. det.
Gasland er en meget lille film i forhold til de andre, den gør den ikke dårlig, men jeg tror det formindsker dens Oscar chancer.

Jeg synes dog Exit Through The Gift Shop er den mest originale og spændende dokumentar rent filmisk. Det er svært at definere præcist hvad den handler om. Den har heller ikke nogen klar morale, til gengæld har den en meget spændende historie der handler om flere ting.

ORIGINAL SCORE:
John Powell - How to Train Your Dragon
**Hans Zimmer - Inception**
Alexandre Desplat - The King's Speech
A.R. Rahman - 127 Hours
Trent Reznor & Atticus Ross - The Social Network

I Soundtrack kategorien er der igen nogen der skiller sig ud.

Inception og The Social Network er uden tvivl de bedste.

Soundtracket til The Social Network støtter op om hver eneste scene og er med til at skabe filmen og drive historien frem. I sig selv er det også et ret godt soundtrack. Til gengæld er det første gang de laver et soundtrack og jeg tror ikke de bliver set som ligeværdige med de andre komponister.

Hans Zimmers soundtrack til Inception hjæper også filmen på vej, men på en lidt anden måde. Soundtracket er ikke lige så scenespcifikt, men støtter filmen som helhed. Der er dog stadig enkelte numre der passer til bestemte scener.

Soundtracket er også rigtig god i sig selv, nok bedre i sig selv.

The Social Networks soundtrack passer bedst til filmen, men Inceptions soundtack er bedre overordnet set.

Jeg synes det er ærgeligt at soundtracket til Tron slet ikke bliver nævnt, det havde ikke nogen chance for at vinde, men det er et af de bedre soundtracks.

Det var mine Oscar forudsigelser.

Næste gang kigger jeg på en af de Oscar-nominerede dokumentarfilm.