Green Lantern

In brighest day in blackest night!

Her kommer anmeldelsen af Green Lantern som lovet.
Da det er en anmeldelse af et manuskript sker der højst sandsynligt store ændringer inden
filmen er færdig i 2011.
Den officielle hjemmeside er lige kommet op og filmen er i post-produktion.
I hovedrollen som Hal Jordan er Ryan Reynolds.
Hals læremester og en vigtig person i The Green Lantern mytologien, Sinestro, spilles af Mark Strong, bedst kendt for at medvirke i Guy Richies film og senest set som skurken i Kick Ass.
Den kvindelige hovedrolle og Hals romantiske interesse spilles af Blake Lively, som ikke umiddelbart har været med i nogle store film.
Jeg er meget glad for at Mark Strong er med, jeg er dog ikke så vild med valget af Ryan Reynolds til at spille hovedrollen.
Herudover er det ikke en særlig inspirerende rollebesætning.
Manuskriptet er en lidt flad, meget klassisk Hollywoodfortælling, men stoffet bliver taget seriøst og virker meget tro i mod tegneserien.
Jeg frygter dog at skuespillerne ikke vil kunne løfte filmen til noget mindeværdigt.
Det ville være synd hvis den første film i nyere tid bygget over en figur fra DC skulle være flad og uinspirerende ligesom de første Marvel film var det.
Vi er nået ud over det stadie, hvor det er svært at knække koden for hvad en god film bygget over en tegneserie kan være - og skal være.
Green Lantern er ikke forsøgt filmatiseret før. Det skyldes nok at universet er svært at realisere.
Green Lanterns er en række personer fra forskellige planeter i galaksen. De er en slags fredsbevarende styrke af super soldater. En slags politi styrke, hvor hver person har et område med nogle planeter, de har ansvaret for.
Green Lantern universet spænder bredt, indebærer mange planeter og forskellige væsner, og der er mange hæsblæsende kampe i rummet.
Det vil derfor være svært at realisere filmen, hvis det ikke var en stor hollywoodproduktion, og det havde nok været svært for få år siden. Det er vigtigt, at der er gode computer effekter.
I manuskriptet bliver der ikke holdt igen med rumvæsner og rumkampe.
Historien handler om Hal Jordan som er en ung og talentfuld pilot. Han er dog ikke særlig ansvarsbevidst og meget dumdristig. Han er forelsket i Carol Ferris, hans chefs datter.
Den Green Lantern der beskytter jorden, Abin Sur, bliver dræbt af et monster, der hedder Legion. Hver Green Lantern har en ring, der giver dem superkræfter. Den gør dem i stand til, med grøn energi, at skabe hvad som helst, så længe de bare kan tænke det.
Abin Surs ring vælger Hal Jordan som sin nye ejer.
Nu skal Hal Jordan så finde sig til rette med sit nye ansvar. Finde sin plads i livet og universet. Lære at være pålidelig og finde ud af hvad det vil sige at være fuldstændig frygtløs og en ægte helt. Hal kommer til at møde de andre Green Lanterns og træne på deres hjemplanet.
Kæmpe mod Legion og hans kraft både på jorden og i rummet.
Det er en klassisk hollywoodhistorie, jeg mener: der er ikke så mange drejninger i historien, den tager ikke nogle uventede ruter.
Nogle af figurene kan godt virke lidt 2 dimensionelle og kærlighedshistorien forløber fuldstændig som man regner med.
Til gengæld er figurene meget klare, og det er nemt at komme ind i deres personlighed også selv om, de ikke er mennesker.
De mange kampscener både på jorden og i rummet er også skrevet klare og præcise.
De er nemme at visualisere og med god komputergrafik vil det være nogle af de bedste kampscener, vi har set i en superhelte film i nyere tid.
I manuskriptet har Hal en god og lettere nørdet ven. Han bringer meget humor med i manuskriptet og er en af de figurer, der tager publikum med ind i filmen og gør den nemmere at relatere til.
Jeg kan imidlertid ikke finde rollen på IMDB, og det gør mig lidt nervøs. Det ville være ærgerligt for filmen, hvis han er blevet pillet ud.
Hvis skuespillerne og instruktøren kan løfte manuskriptet og derved gøre historien dybere og mere troværdig, kan det blive en god superhelte film.

Superhelte Bonanza

Jeg er en stor tegneseriefan vil jeg lige give en opdatering på hvad der sker med superhelte inden for filmens verden.
Superhelte har været en del af filmindustrien længe.
De sidste på år har hollywood virkelig gjort et forsøg på at få fat i de mange tegneserie fans. Mange tegneserie helte har fået en filmadaption, nogen mere vellykket end andre.
Film som Daredevil og Fantastic Four som eksempler på nogen af de dårligste og ikke særligt vellykkede indtjeningsmæssigt, ikke i forhold til andre hollywood film.
Problemet med filmene er at de tydeligvis er lavet for at lokke penge ud af den store fanbase.
Det er bare en hurtig Hollywoodificering af tegneserie modstykket.
Andre film begyndte at tage tegneserie mediet mere seriøst som f. eks. Sin City. Disse film appellerede ikke til et lige så stort publikum.
Efter vi fik den længe ventede refortolkning af Batman universet så vi at man godt kunne tage tegneserie mediet og universet seriøst og samtidig lave en film, der appellerede til mange mennesker og kunne tjene mange penge.
De første Hollywood superheltefilm turde ikke tage deres karakterer seriøse og
ændrede mange ting i universet for at gøre det mere tilgængeligt og dermed tjene flere penge.
Nu er det blevet bevist så mange gange at det ikke er den rigtige vej at gå.
Iron Man er et godt eksempel på hvordan de har bibeholdt figurene fra tegneserien, taget universet seriøst og både vundet fansene og overbevist ikke-fans.
Efter The Dark Knight fik Hollywood øjnene op for den guldgrube som tegneserie film åbenbart er. Hvis de vel og mærke bliver lavet ordentligt.

Superhelte opdatering:
De 2 store firmaer indenfor tegneserie industrien hedder Marvel Comics og DC Comics.

Marvel:
De fleste superhelte film indtil videre har været over Marvel karakterer.
Marvel har nu også deres eget produktionsselskab og er meget involveret i de film, der bliver lavet lige nu. Efter Iron Man’s store succes er Marvel gået igang med at få oversat hele deres univers til film.
Iron Man 1+2 og den nye Hulk film er en del af optakten til “Avengers: The Movie”
( Avengers er et hold af superhelte i Marvel universet.)
Den næste film i rækken er Thor og derefter Captain America.
Thor er næsten færdig med at filme og optagelserne til Captain America er lige gået igang. Marvel er også lige gået igang med at tale med Scarlett Johanson om mulighederne for at hun vil genindtage rollen som Black Widow i en hel film.
Der har også gået rygter om en S.H.I.E.L.D. Movie med Samuel L. Jackson det virker dog højst usandsynligt.

DC:
Den mest kendte DC karakter er nok Superman og han har haft en vellykket filmserie. Men Brian Singers forsøg på at genoplive serien med Superman Returns var et stort flop.
Der er dog gode nyheder en refortolkning Superman universet er på vej.
I 2013 løber Warner Brothers rettigheder til Superman ud og de har derfor sat alle sejl ind på at skabe en Superman refortolkning, der vil blive en lige så stor succes som refortolkningen af Batman.
Christopher Nolan manden bag de nye Batman film, er blevet hyret som leder af projektet.
Nolan skal desværre hverken skrive eller instruere. Der har været forskellige insruktører på tale. Nogen af navnene er meget interessante.
Zack Snyder har blandt andet været på tale, da han både instruerede 300 og Watchmen ved vi at han kan lave tegneserie adaptioner der fungerer. Alle de film han har instueret har dog en mørkere tone end Superman universet normalt har.
De 2 navne der har været nævnt der er mest interessante er Darren Aronofsky og Duncan Jones.
Darren Aronosky står bag film som Requiem for a Dream, The Fountain og senest The Wrestler. Alle hans film er rigtig gode og interessante, men er ikke altid specielt ligetil. Det kunne være rigtig interessant at se ham lave en superheltefilm. Superhelte universer og især Superman skal være rimelig let forståelige og have noget action. Jeg ved ikke hvordan han er til at instruere action.
Duncan Jones har kun lavet en film indtil videre, Moon. Den har han tilgengæld både instrueret og skrevet. Det er en fantasitsk god og flot film. Hvis han skulle lave Superman ville det blive hans 3 film. Jeg har ingen idé om hvordan hans superman film ville se ud. Jeg stoler på ham og håber virkelig han kan få lov til at lave noget fantastisk ud af Superman.
Den næste Batman film er også under opsejling, den foreløbige release-date er en gang i 2012. Christopher Nolan har lige offentligjort at han instruerer filmen, men det havde de fleste nok regnet ud, så det er ikke rigtig en nyhed.
Jonathan Nolan, Christopher Nolans bror, har arbejdet på historien under Inception men det er David S. Goyer der skriver manuskriptet.
Goyer arbejdede også på både The Dark Knight og Batman Begins.
Både Christian Bale, Michael Caine og Morgan Freeman genindtager deres roller. Joseph Gordon-Levitt tilslutter sig castet i rollen som The Riddler. Det vides dog ikke om han bliver den eneste skurk.
Green Lantern, en anden af D.C Comics store superhelte, er også ved at blive omsat til spillefilm. Optagelserne er allerede gået igang og Ryan Reynolds spiller hovedrollen. Jeg vil anmelde manuskriptet i min næste post.

An Uncertain Cat

For alle jer der har set “A Serious Man”

Coenbrødrenes Oscarnominerede film, er en film med mange lag og det kan godt være svært at se hvad den egentlig handler om ved første øjekast. Den har et stort religiøst indhold. Som mange af de andre coenbrødre film er det et hverdagsdrama, men hvis man kigger nærmere er det også meget andet. Her følger min analyse af introsekvensen, men pointerne passer på hele filmen. Det er kun en af mange analyser man kunne lave, men det er mine tanker efter at have set filmen... mange gange.

An Uncertain Cat – Schrödingers kat i A Serious Man.

Introsekvensen i ”A Serious Man” er ved første øjekast ret mærkværdig. Den er meget tvetydig og kan forstås på mange måder. Det er helt bevidst og faktisk et af de vigtigste træk ved denne korte sekvens. Introen er en kort, sammenhængende og afsluttet rammefortælling. Det er mere eller mindre en kort udgave af hovedplottet i filmen. Rammefortællingen er en slags filmisk udgave af Schrödingers kat.
Schrödingers kat er et tankeeksperiment af Erwin Schödinger som var kvantefysiker. Lad os lade være med at gå ind i fysikken her, der er en glimrende artikel på Wikipedia for de interesserede. Mange har nok hørt om eksperimentet i en eller anden grad. I schrödingers kat har man en kat i en kasse, kassen er lukket og man kan ikke se ind i den. I kassen er der også noget der kan dræbe katten på et tilfældigt tidspunkt. Man kan derfor ikke vide om katten er død, eller i live før man åbner kassen. “A Serious Man” er en filmisk udgave af dette tankeeksperiment. Det ses mest tydeligt i introsekvensen, men gælder for hele filmen.

I filmen siger hovedpersonen Larry: ”This part is exciting. So am I right. So. So, if that’s that, then we can do this. And that’s Schrödingers paradox, right? Is the cat dead? Or is the cat not dead?”
Så det handler om, om katten er død, eller i live. Eller rettere, om det er det ene der sker, eller det andet der sker. Der er mange scener i filmen hvor man kan trække flere forskellige konklusioner, den ene konklusion vil for det meste udelukke en, eller alle de andre. Altså, hvis katten er død kan den af gode grunde ikke være i live og hvis den er i live kan den selvfølgelig ikke være død. Man kan ikke være begge dele samtidig og det er hele pointen i Schrödingers kat.

Coen-brødrene bruger meget mangelfuld information i deres hverdagsmysterier især også i A Serious Man. Den mangelfulde information giver en mulighed for at udfylde hullerne selv og alt efetr ens perspektiv kan man komme frem til forskellige konklusioner.
Pga. den mangelfulde information og tvetydighed. Den konklusion man kommer frem til vil udelukke eller gøre andre konklusioner højt usandsynlige. Disse træk går som sagt igen i Schrödingers kat paradokset. Alt efter hvad man vil finde ud af og hvilken hypotese man benytter vil man få forskellige resultater. Hvis man finder frem til at katten er levende udelukker man derved at den er død.
I rammefortællingen er vi et sted i Østeuropa for omkring hundrede år siden i en lille familie, bestående af en kvinde og en mand, der møder en mandlig bekendt, som måske er en dybbuk (et slags jødisk spøgelse, en zombie). Manden kommer hjem og fortæller, at han har mødt en bekendt ved navn Groshkover. Konen er skeptisk og fortæller at den pågældende døde på grund af tyfus for lang tre år siden. Det nægter hendes mand at tro på, da han jo netop selv har set den fælles bekendte og inviteret ham på besøg. Den bekendte banker på og må inviteres indenfor. Konen er reserveret og skeptisk. Hun konfronterer den fremmede med sin viden om hans død. Han må være en dybbuk. Manden forsøger at opretholde gæstevenskabet og at glatte ud og undskylde sin hustrus adfærd. Men pludselig afbryder hustruen samtalen ved at stikke sin issyl i brystet på den fremmede. Den fremmede ser overrasket op. Han ler og taler videre. Han bløder ikke, og vi som tilskuere begynder at tro på kvindens påstand. En forholdsvis gennemsnitlig biografgænger har set mere overnaturlige ting i film. Så enkelt er det dog ikke her, da den bekendte kort efter begynder at bløde og hoste lidt. Han forlader huset før vi finder ud af om det var manden eller konen, der havde ret i deres antagelse: var den bekendte en dybbuk eller ej. Vi som publikum er lige så usikre som personerne i rammehistorien. Vi finder aldrig ud af hvad den bekendtes i virkeligheden er. En dybbuk er død, et menneske er levende. Så ligesom katten er han både død og levende. Ikke før vi åbner kassen, finder vi ud af, om han er død eller levende. Coen brødrene åbner aldrig kassen for os – det må vi selv gøre inde i vores hoved. Alle i hele biografsalen gør det ubevidst. Alt efter om man er mest til religion og det overnaturlige, eller om man er mere videnskabeligt indrettet, vil man nå til to dybt forskellige konklusioner ud fra den fremviste virkelighed. Det kommer altså an på hvilke hypoteser man danner om man tror på konen eller manden. Man må selv udfylde plothullet og filmen fortæller aldrig en om det religiøse eller det videnskabelige er mest sandsynligt.
Jo mere vi ser, desto mindre ved vi.
Det her går igen i hele filmen, det er ikke kun om katten er død eller ikke er død. Det er hele Larrys liv og tilværelse der er på spil. Vil Larry tage imod bestikkelse eller ej? Bliver han fastansat eller ej? Dør Sy? Bliver børnene udraderet af en tornado og bliver Larry straffet af gud

Avatar

“your focus needs more focus”

Nej det er ikke den Avatar. Jeg taler om Luftens Sidste Mester eller Avatar: The Last Airbender. Anmeldelsen kan vi hurtigt komme ud over. Hvis du ikke er stor fan af den tegnefilmsserie som filmen bygger på, kan det ikke betale sig at gå ind og se den. Det her er ikke så meget en anmeldelse som en kritik af nogle aspekter af Hollywood og den danske filmdistribution. Nogle af problemerne i Avatarfilmen er symptomer på dette.

Først vil jeg lige slå et slag for serien, Avatar: Den Sidste Luftbetvinger, på dansk, og noget af det, som serien virkelig gør godt, og som filmen overhovedet ikke lykkes med. Avatar: The Last Airbender er en serie fra Nickelodeon. Målgruppen er 10-14-årige men den kan ses af meget ældre IMO. Serien respekterer virkelig sin målgruppe og behandler dem ikke som “børn”, eller forstår i hvert fald at børn sagtens kan klare seriøse emner i en serie, der skal holde på opmærksomheden og samtidig underholde.

Serien, såvel som filmen, handler om en verden bestående af 4 nationer opkaldt efter de fire elementer og indbyggerne af hver nation kan styre, eller betvinge, deres pågældende element.

Kun en person i verden kan styre alle fire elementer. Denne Avatar er verdens spirituelle leder, der bliver genfødt. En slags Buddha bare med superkræfter. Serien er fyldt med filosofi og religiøsitet. Al betvingning er bygget op over et kung fu system, og derved også fyldt med dyb historie. Bare i de første afsnit bliver der taget nogle meget store emner op, fx folkemord og skæbne. Der er komiske indslag og en cheesey teenage kærlighedshistorie, eller mere præcist en per hver af de to hovedpersoner. Der er også masser af action, og alle teenagere i denne verden kan selvfølgelig kung fu. Det bliver dog aldrig plat, da der altid er fokus på historien og det drama, alle personerne har i sig og dramaet imellem dem. Vi følger både skurke og helte, og de kæmper allesammen med noget og er alle meget menneskelige. Heltenes mission er intet ringere end at redde hele verden, så der rigeligt med drama ud over det personlige. Serien kunne lige så godt være lavet til voksne, men den har alt det, man forventer i en tegnefilmsserie for børn. Hvis det ikke havde været tegnefilm, ville man se meget anderledes på de seriøse emner, og de ville aldring blive vist til den aldersgruppe. Det fantastiske element i serien og at det er tegnefilm betyder, at man kan slippe afsted med at tale om meget seriøse emner og prøve ikke kun at underholde men at opdrage. Nok om serien, lad mig forklare hvorfor filmen er frygtelig.

Svaret er simpelt, fokus og respekt.

Lad os starte med respekten for det er efter min mening den største fejl.

Jeg taler ikke om filmskaberens respekt over for værket, men mere om mangel på respekt for publikum og målgruppen. Desuden om mangel på respekt fra filmselskabets side.

Titlen er bare det mindste. På dansk hedder serien “Den sidste luftbetvinger”. Filmens titel på dansk er “Luftens sidste mester”. Jeg ved ikke hvis skyld det er, men når man oversætter fx Ringenes Herrefilmene, bygger man sin oversættelse på den oprindelige oversættelse af bogen, så tingene bliver kaldt det samme. Selv værker rettet mod børn fx Harry Potterfilmene får samme respekt. Endda mere “useriøse” ting som alle superheltefilmene. Jeg kan ikke forstå hvorfor man ikke viser samme respekt for alle værker. Et dårligt og rodet manuskript er heller ikke i orden, selv om det er til børn eller allerede indforståede fans af serien. Filmen prøver at være en direkte en til en gengivelse af seriens første sæson med alle de samme plotlines og alle de store emner. Første sæson er ca. 20 afsnit à 20 min, filmen varer halvanden time. Alene hovedpersonens vrede over et folkemord fylder omkring et kvarter i filmen. Her kommer så Hollywoods mangel på respekt overfor værker, som de laver remakes af og refortolker: hvad er ideen i at lave det samme værk, bare dårligere? Hvis man bare vil lave en én til én gengivelse af værket, hvorfor så ikke bare se det originale værk? Trenden går igen i de mange remakes af Japanske gyserfilm og også remakes af “Brødre” eller senest “Love at First Hiccup” Ja det er lige præcist den film, I tror, desværre!

De skulle have ladet være med overhovedet at overveje en direkte adaption. Filmbetvingerne skulle have fundet ud af hvilke temaer og plotlines, de så som de vigtigste i seriens første sæson og så behandlet dem i en klassisk tre aktsstruktur som Hollywood mestrer garneret med masser af Hollywoodlir og hurlumhej. De skulle så at sige have holdt fokus på bolden. Måske var der røget nogle fans i svinget, men de kunne altid gå tilbage til serien. Nu har de mistet næsten alle fansne, incl. mig, med denne film. Filmen får sikkert svært ved at tjene sig ind, så vi får nok aldrig de næste to. Et godt manuskript og i sidste ende en god film kræver fokus på historien og karaktererne. Med et dårligt manuskript kan man heller ikke forvente at skuespillerne gør et godt stykke arbejde, hvilket de heller ikke gør i dette tilfælde.

Min vurdering: Jeg behøver nok ikke skrive noget her.. Lad være med at se filmen, med mindre I meget gerne vil se drengen fra Slumdog Millionaire skyde med ild ud af fødderne.

/Nis

The Expendables

20 år forsinket action epos

Med film som Predators, A-team og Karate kid, har denne sommer kastet os 20 år tilbage i tiden.
Trenden fortsætter med Sylvester Stalones, The Expendables. Stalone har prøvet at skabe et actionbrag ,værdigt til at blive hans karrieres hovedværk. Det er desværre ikke lykkedes, selv om man ikke kan sige at han ikke har prøvet så godt, som han overhovedet kunne. Stalone har både skrevet, instrueret og produceret filmen. Han har også samlet samtlige store actionstjerner fra 90’erne.
De mange stjerner er filmens største force og filmens største problem. The Expendables bliver mere en opvisning i actionstjerner og deres evner, end en samlet actionfilmoplevelse. Hver eneste actionstjerne skal lige vise, hvad han kan. Kampscenerne koncentrerer sig skiftevis om hver sin stjerne og det gør actionscenerne mere forvirrende, og de kommer til at føles meget opdelte. Der er også nogle scener i filmen der kun er med for at vise en stjerne frem, og som kun fungerer i kraft af publikums kendskab til 90’ernes actionfilm.

Historien, der ligger til grund for den hæsblæsende action, er tynd og forudsigelig. Det forventer man da også, inden man sætter sig til rette i biografsædet. Jeg ville føle mig snydt, hvis jeg fik serveret en dyb historie med mange facetter. Det er ikke det, den her slags film går ud på. Det ville være ligesom at besøge en pølsevogn og få serveret finere fransk madlavning.

Som actionfilm holder the Expendables sig til clicheerne og tæt op ad konventionerne. Det er som man kunne forvente. Mit problem med det er ikke, at filmen er en dum actionfilm, slet ikke. Mit problem er, at den er gammeldags. I sit forsøg på et kærlighedsbrev til 90’ernes actionfilm har Stalone lavet en actionfilm fra 90’erne. The Expendables er en ok film, hvis du sammenligner den med Rambo 2, 3, Die Hard 2, 3 og Universal Soldier. Tiden har bare ændret sig og actionfilmene med den.
Hvis du vil have dit actionfix, så lej nogle 90’er action film og se de store stjerner give den gas solo.

Inception

Mellem Marienbad og Matrix

Hvor slutter virkligheden og hvor starter vores fantasi,? Kan de to overhoved adskilles? Spørgsmål filosofien og kunsten har undersøgt i århunderner, også filmkunsten har bidraget, men det er ikke typisk for Hollywood. Mainstream Hollywood (Warner Bros.) har efter monster succeen The Dark Knight givet Chris Nolan frie tøjler til at skabe et mesterværk. Jeg kan ikke helt finde ud af om det er lykkedes. Inception er en film som Chris Nolan har villet lave længe; meget længe; han følte det dog umuligt indtil nu. Det er da også fra første øjekast tydeligt hvor alle pengene er forsvundet hen. Filmen kunne ikke have været realiseret på et mindre budget, det kunne ikke havde været en indie film som Nolans første par film. Det kræver den slags penge som kun Hollywood eller et diamantkup kan give. Nolan blev nødt til at opnå Warner Brothers tillid, kun med frie tøjler og masser af penge kunne Chris Nolan lave Inception. Dette er hans Avatar og det kan ses.

Her skulle delen hvor jeg giver et resume af filmen være, men det vil jeg ikke gå ind i, fordi det ville være meget svært at give et kort resume der giver mening og det ville være umuligt uden at afsløre ting.Trailerne er vældig flotte men giver ikke et stort indblik i filmens handling. Det er et bevidst og godt træk fra filmmagernes side. Filmen er helt klart bedre hvis man går ind til den uden at vide for meget.

Inception er en eksistentialistisk Sci-Fi heist film, det lyder lidt som genre forviring med det er det faktisk ikke. Sci-fi delen som ligger til grund for hele filmens univers er simpel. I fremtiden kan folk dele drømme. Drømmene er på en måde et stort chatrum hvor alt er muligt. Det er en heist film fordi man kan trænge ind i folks drømme / underbevidshed og stjæle deres dybeste hemmeligheder. eller rettere du skaber din egen drømmeverden og trækker ofret ind i denne drømmeverden og lader oftrets underbevidshed befolke den. Selvfølgelig er filmen eksistentialistisk når man begynder at dykke ned i folks underbevidshed. Allerede det her lyder nok forvirende men du skal ikke blive skræmt fra at gå ind og se filmen for det er ikke svært at følge med. Filmen fremsætter en mere kunstnerisk og flyvsk ide end normale Hollywood film, men gør det ved hjælp af Hollywoods egne virkemidler og ved hjælp af to meget mainstream genrer. På den ene side lægger filmen sig op af franske kunstfilm og andre meget Europæiske film; på den anden side lægger den sig op af gamle Hollywood heist film, men også op af film som The Matrix.

Filmen er som de fleste andre gode Hollywood film, stramt fortalt uden for mange fiksfakserier i fortællestil og klipning. Chris Nolans fingeraftryk er tydeligt hvis man har set mange af hans film. Inception er meget velpoleret og er spækket med overdådige billeder. Reele optagelser og forskellige computereffekter blander sig umærkeligt med hinanden. Ud over at være godt fortalt, pæn at se på og at den forholder sig til et ret stort emne, er filmen også stjernebesat. Leonardo DiCaprio spiller hovedpersonen Mr Cobb. Han er til tider lidt overdramatisk og hans rolle minder meget om hans rolle i Scorseses Shutter Island, og andre af hans roller. Det føles mere som mr. Cobb er Leonardo DiCaprio end at Leonardo DiCaprio er Mr. Cobb. Udover DiCaprio er store navne som Michael Caine (Batman) og Marion Cotillard (La vie en rose) på rollelisten. Nogle af skuespillerne går igen fra Nolans Batmanfilm så som Cillian Murphy og Ken Watanabe henholdvis Scarecrow og Ra’s al Ghul. Rollerne spillet af henholdvis Tom Hardy (RocknRolla) og Joseph Gordon-Levitt (Brick, (500) Days of Summer) er meget troværdige og godt spillet og de to sjoveste. Ellen Page (Juno) er som sædvanlig en fornøjelse.

Hver eneste scene tjener et formål, intet er der bare for syns skyld. Der er ikke noget galt med flotte actionscener fyldt med eksplosioner, som netop er tilstede for at være flotte og spændende. I Inception formår Nolan i hver eneste actionscene at give publikum en bedre forståelse for fortællingen, universet eller personerne. Det er ikke nogen lille bedrift.

Inception lægger sig et sted mellem “Last Year in Marienbad” og “The Matrix” og det er et dejligt sted at være.

Min bedømelse: Fantastisk film; årets summerblockbuster; måske årets film, Ikke genial, men skabt af et geni.

Nis...