The Expendables

20 år forsinket action epos

Med film som Predators, A-team og Karate kid, har denne sommer kastet os 20 år tilbage i tiden.
Trenden fortsætter med Sylvester Stalones, The Expendables. Stalone har prøvet at skabe et actionbrag ,værdigt til at blive hans karrieres hovedværk. Det er desværre ikke lykkedes, selv om man ikke kan sige at han ikke har prøvet så godt, som han overhovedet kunne. Stalone har både skrevet, instrueret og produceret filmen. Han har også samlet samtlige store actionstjerner fra 90’erne.
De mange stjerner er filmens største force og filmens største problem. The Expendables bliver mere en opvisning i actionstjerner og deres evner, end en samlet actionfilmoplevelse. Hver eneste actionstjerne skal lige vise, hvad han kan. Kampscenerne koncentrerer sig skiftevis om hver sin stjerne og det gør actionscenerne mere forvirrende, og de kommer til at føles meget opdelte. Der er også nogle scener i filmen der kun er med for at vise en stjerne frem, og som kun fungerer i kraft af publikums kendskab til 90’ernes actionfilm.

Historien, der ligger til grund for den hæsblæsende action, er tynd og forudsigelig. Det forventer man da også, inden man sætter sig til rette i biografsædet. Jeg ville føle mig snydt, hvis jeg fik serveret en dyb historie med mange facetter. Det er ikke det, den her slags film går ud på. Det ville være ligesom at besøge en pølsevogn og få serveret finere fransk madlavning.

Som actionfilm holder the Expendables sig til clicheerne og tæt op ad konventionerne. Det er som man kunne forvente. Mit problem med det er ikke, at filmen er en dum actionfilm, slet ikke. Mit problem er, at den er gammeldags. I sit forsøg på et kærlighedsbrev til 90’ernes actionfilm har Stalone lavet en actionfilm fra 90’erne. The Expendables er en ok film, hvis du sammenligner den med Rambo 2, 3, Die Hard 2, 3 og Universal Soldier. Tiden har bare ændret sig og actionfilmene med den.
Hvis du vil have dit actionfix, så lej nogle 90’er action film og se de store stjerner give den gas solo.