Avatar

“your focus needs more focus”

Nej det er ikke den Avatar. Jeg taler om Luftens Sidste Mester eller Avatar: The Last Airbender. Anmeldelsen kan vi hurtigt komme ud over. Hvis du ikke er stor fan af den tegnefilmsserie som filmen bygger på, kan det ikke betale sig at gå ind og se den. Det her er ikke så meget en anmeldelse som en kritik af nogle aspekter af Hollywood og den danske filmdistribution. Nogle af problemerne i Avatarfilmen er symptomer på dette.

Først vil jeg lige slå et slag for serien, Avatar: Den Sidste Luftbetvinger, på dansk, og noget af det, som serien virkelig gør godt, og som filmen overhovedet ikke lykkes med. Avatar: The Last Airbender er en serie fra Nickelodeon. Målgruppen er 10-14-årige men den kan ses af meget ældre IMO. Serien respekterer virkelig sin målgruppe og behandler dem ikke som “børn”, eller forstår i hvert fald at børn sagtens kan klare seriøse emner i en serie, der skal holde på opmærksomheden og samtidig underholde.

Serien, såvel som filmen, handler om en verden bestående af 4 nationer opkaldt efter de fire elementer og indbyggerne af hver nation kan styre, eller betvinge, deres pågældende element.

Kun en person i verden kan styre alle fire elementer. Denne Avatar er verdens spirituelle leder, der bliver genfødt. En slags Buddha bare med superkræfter. Serien er fyldt med filosofi og religiøsitet. Al betvingning er bygget op over et kung fu system, og derved også fyldt med dyb historie. Bare i de første afsnit bliver der taget nogle meget store emner op, fx folkemord og skæbne. Der er komiske indslag og en cheesey teenage kærlighedshistorie, eller mere præcist en per hver af de to hovedpersoner. Der er også masser af action, og alle teenagere i denne verden kan selvfølgelig kung fu. Det bliver dog aldrig plat, da der altid er fokus på historien og det drama, alle personerne har i sig og dramaet imellem dem. Vi følger både skurke og helte, og de kæmper allesammen med noget og er alle meget menneskelige. Heltenes mission er intet ringere end at redde hele verden, så der rigeligt med drama ud over det personlige. Serien kunne lige så godt være lavet til voksne, men den har alt det, man forventer i en tegnefilmsserie for børn. Hvis det ikke havde været tegnefilm, ville man se meget anderledes på de seriøse emner, og de ville aldring blive vist til den aldersgruppe. Det fantastiske element i serien og at det er tegnefilm betyder, at man kan slippe afsted med at tale om meget seriøse emner og prøve ikke kun at underholde men at opdrage. Nok om serien, lad mig forklare hvorfor filmen er frygtelig.

Svaret er simpelt, fokus og respekt.

Lad os starte med respekten for det er efter min mening den største fejl.

Jeg taler ikke om filmskaberens respekt over for værket, men mere om mangel på respekt for publikum og målgruppen. Desuden om mangel på respekt fra filmselskabets side.

Titlen er bare det mindste. På dansk hedder serien “Den sidste luftbetvinger”. Filmens titel på dansk er “Luftens sidste mester”. Jeg ved ikke hvis skyld det er, men når man oversætter fx Ringenes Herrefilmene, bygger man sin oversættelse på den oprindelige oversættelse af bogen, så tingene bliver kaldt det samme. Selv værker rettet mod børn fx Harry Potterfilmene får samme respekt. Endda mere “useriøse” ting som alle superheltefilmene. Jeg kan ikke forstå hvorfor man ikke viser samme respekt for alle værker. Et dårligt og rodet manuskript er heller ikke i orden, selv om det er til børn eller allerede indforståede fans af serien. Filmen prøver at være en direkte en til en gengivelse af seriens første sæson med alle de samme plotlines og alle de store emner. Første sæson er ca. 20 afsnit à 20 min, filmen varer halvanden time. Alene hovedpersonens vrede over et folkemord fylder omkring et kvarter i filmen. Her kommer så Hollywoods mangel på respekt overfor værker, som de laver remakes af og refortolker: hvad er ideen i at lave det samme værk, bare dårligere? Hvis man bare vil lave en én til én gengivelse af værket, hvorfor så ikke bare se det originale værk? Trenden går igen i de mange remakes af Japanske gyserfilm og også remakes af “Brødre” eller senest “Love at First Hiccup” Ja det er lige præcist den film, I tror, desværre!

De skulle have ladet være med overhovedet at overveje en direkte adaption. Filmbetvingerne skulle have fundet ud af hvilke temaer og plotlines, de så som de vigtigste i seriens første sæson og så behandlet dem i en klassisk tre aktsstruktur som Hollywood mestrer garneret med masser af Hollywoodlir og hurlumhej. De skulle så at sige have holdt fokus på bolden. Måske var der røget nogle fans i svinget, men de kunne altid gå tilbage til serien. Nu har de mistet næsten alle fansne, incl. mig, med denne film. Filmen får sikkert svært ved at tjene sig ind, så vi får nok aldrig de næste to. Et godt manuskript og i sidste ende en god film kræver fokus på historien og karaktererne. Med et dårligt manuskript kan man heller ikke forvente at skuespillerne gør et godt stykke arbejde, hvilket de heller ikke gør i dette tilfælde.

Min vurdering: Jeg behøver nok ikke skrive noget her.. Lad være med at se filmen, med mindre I meget gerne vil se drengen fra Slumdog Millionaire skyde med ild ud af fødderne.

/Nis

The Expendables

20 år forsinket action epos

Med film som Predators, A-team og Karate kid, har denne sommer kastet os 20 år tilbage i tiden.
Trenden fortsætter med Sylvester Stalones, The Expendables. Stalone har prøvet at skabe et actionbrag ,værdigt til at blive hans karrieres hovedværk. Det er desværre ikke lykkedes, selv om man ikke kan sige at han ikke har prøvet så godt, som han overhovedet kunne. Stalone har både skrevet, instrueret og produceret filmen. Han har også samlet samtlige store actionstjerner fra 90’erne.
De mange stjerner er filmens største force og filmens største problem. The Expendables bliver mere en opvisning i actionstjerner og deres evner, end en samlet actionfilmoplevelse. Hver eneste actionstjerne skal lige vise, hvad han kan. Kampscenerne koncentrerer sig skiftevis om hver sin stjerne og det gør actionscenerne mere forvirrende, og de kommer til at føles meget opdelte. Der er også nogle scener i filmen der kun er med for at vise en stjerne frem, og som kun fungerer i kraft af publikums kendskab til 90’ernes actionfilm.

Historien, der ligger til grund for den hæsblæsende action, er tynd og forudsigelig. Det forventer man da også, inden man sætter sig til rette i biografsædet. Jeg ville føle mig snydt, hvis jeg fik serveret en dyb historie med mange facetter. Det er ikke det, den her slags film går ud på. Det ville være ligesom at besøge en pølsevogn og få serveret finere fransk madlavning.

Som actionfilm holder the Expendables sig til clicheerne og tæt op ad konventionerne. Det er som man kunne forvente. Mit problem med det er ikke, at filmen er en dum actionfilm, slet ikke. Mit problem er, at den er gammeldags. I sit forsøg på et kærlighedsbrev til 90’ernes actionfilm har Stalone lavet en actionfilm fra 90’erne. The Expendables er en ok film, hvis du sammenligner den med Rambo 2, 3, Die Hard 2, 3 og Universal Soldier. Tiden har bare ændret sig og actionfilmene med den.
Hvis du vil have dit actionfix, så lej nogle 90’er action film og se de store stjerner give den gas solo.

Inception

Mellem Marienbad og Matrix

Hvor slutter virkligheden og hvor starter vores fantasi,? Kan de to overhoved adskilles? Spørgsmål filosofien og kunsten har undersøgt i århunderner, også filmkunsten har bidraget, men det er ikke typisk for Hollywood. Mainstream Hollywood (Warner Bros.) har efter monster succeen The Dark Knight givet Chris Nolan frie tøjler til at skabe et mesterværk. Jeg kan ikke helt finde ud af om det er lykkedes. Inception er en film som Chris Nolan har villet lave længe; meget længe; han følte det dog umuligt indtil nu. Det er da også fra første øjekast tydeligt hvor alle pengene er forsvundet hen. Filmen kunne ikke have været realiseret på et mindre budget, det kunne ikke havde været en indie film som Nolans første par film. Det kræver den slags penge som kun Hollywood eller et diamantkup kan give. Nolan blev nødt til at opnå Warner Brothers tillid, kun med frie tøjler og masser af penge kunne Chris Nolan lave Inception. Dette er hans Avatar og det kan ses.

Her skulle delen hvor jeg giver et resume af filmen være, men det vil jeg ikke gå ind i, fordi det ville være meget svært at give et kort resume der giver mening og det ville være umuligt uden at afsløre ting.Trailerne er vældig flotte men giver ikke et stort indblik i filmens handling. Det er et bevidst og godt træk fra filmmagernes side. Filmen er helt klart bedre hvis man går ind til den uden at vide for meget.

Inception er en eksistentialistisk Sci-Fi heist film, det lyder lidt som genre forviring med det er det faktisk ikke. Sci-fi delen som ligger til grund for hele filmens univers er simpel. I fremtiden kan folk dele drømme. Drømmene er på en måde et stort chatrum hvor alt er muligt. Det er en heist film fordi man kan trænge ind i folks drømme / underbevidshed og stjæle deres dybeste hemmeligheder. eller rettere du skaber din egen drømmeverden og trækker ofret ind i denne drømmeverden og lader oftrets underbevidshed befolke den. Selvfølgelig er filmen eksistentialistisk når man begynder at dykke ned i folks underbevidshed. Allerede det her lyder nok forvirende men du skal ikke blive skræmt fra at gå ind og se filmen for det er ikke svært at følge med. Filmen fremsætter en mere kunstnerisk og flyvsk ide end normale Hollywood film, men gør det ved hjælp af Hollywoods egne virkemidler og ved hjælp af to meget mainstream genrer. På den ene side lægger filmen sig op af franske kunstfilm og andre meget Europæiske film; på den anden side lægger den sig op af gamle Hollywood heist film, men også op af film som The Matrix.

Filmen er som de fleste andre gode Hollywood film, stramt fortalt uden for mange fiksfakserier i fortællestil og klipning. Chris Nolans fingeraftryk er tydeligt hvis man har set mange af hans film. Inception er meget velpoleret og er spækket med overdådige billeder. Reele optagelser og forskellige computereffekter blander sig umærkeligt med hinanden. Ud over at være godt fortalt, pæn at se på og at den forholder sig til et ret stort emne, er filmen også stjernebesat. Leonardo DiCaprio spiller hovedpersonen Mr Cobb. Han er til tider lidt overdramatisk og hans rolle minder meget om hans rolle i Scorseses Shutter Island, og andre af hans roller. Det føles mere som mr. Cobb er Leonardo DiCaprio end at Leonardo DiCaprio er Mr. Cobb. Udover DiCaprio er store navne som Michael Caine (Batman) og Marion Cotillard (La vie en rose) på rollelisten. Nogle af skuespillerne går igen fra Nolans Batmanfilm så som Cillian Murphy og Ken Watanabe henholdvis Scarecrow og Ra’s al Ghul. Rollerne spillet af henholdvis Tom Hardy (RocknRolla) og Joseph Gordon-Levitt (Brick, (500) Days of Summer) er meget troværdige og godt spillet og de to sjoveste. Ellen Page (Juno) er som sædvanlig en fornøjelse.

Hver eneste scene tjener et formål, intet er der bare for syns skyld. Der er ikke noget galt med flotte actionscener fyldt med eksplosioner, som netop er tilstede for at være flotte og spændende. I Inception formår Nolan i hver eneste actionscene at give publikum en bedre forståelse for fortællingen, universet eller personerne. Det er ikke nogen lille bedrift.

Inception lægger sig et sted mellem “Last Year in Marienbad” og “The Matrix” og det er et dejligt sted at være.

Min bedømelse: Fantastisk film; årets summerblockbuster; måske årets film, Ikke genial, men skabt af et geni.

Nis...